Jeg er typen, der tror på forbedring, men også, hvis noget står dårligt til, at man så erkender det. Jeg ved ikke, hvad der er sket de sidste par år med Jumbobøgerne, men min idé om hvad der er sket, bygger primært på ideologien om at hvis man skal have flere læsere, må man have et større publikum. Det medfører naturligvis ikke, at man skal lave bedre historier. I mine øjne er der sket en gradvis banalisering af indholdet i Jumbobøger - historierne er blevet mere intetsigende, har nærmest ingen morale og har stort set intet grundlag for at hænge ved læseren.

Jeg har altid betragtet Jumbobøger som en mulighed blandt andre for at møde en anden verden eller verdenskultur, nøjagtig som når jeg vil høre musik eller se en film, og jeg kan ikke se hvorfor man kun bør betragte dem som underholdning, når rigtig mange med rette kan gøre krav på at være kunst. En god Jumbobog indeholder gode historier, som vi alle kender dem, tilmed tegnet med bedste valør og overbevisning; den er fængende, og bedst af alt hænger den ved. Der er flere Jumbobøger som jeg synes har givet mig en god historie at have lyst til at læse igen, og denne side er mit forsøg på at fremhæve hvilke.

Dette bør derfor ikke kun forstås som en guide til hvilke Jumbobøger, der er bedre end andre. Det skal også ses som kommentarer til det personlige forhold man har fået med nogle af titlerne, og det man ikke har fået med andre. Man vil bemærke, at indtrykket af Jumbobøgerne gradvist daler som numrene stiger, og det er ikke en tendens jeg er i stand til at forklare - historierne er værre, men hvorfor? - men det er kun noget, jeg vil ærgre mig over. Måske er dette et opråb med formål at vække udgivernes døsige udvælgen af "gode historier", men måske er dette også meningsløst: det kan jo ske, at jeg blot har personlige præferencer. Vigtigst er alt, at man derfor kun læser siden her som små anmeldelser af Jumbobøger, gode som mindre gode. God jagt.

Det er af min bedste overbevisning, at tegningerne af Flemming Andersen, Enrico Faccini, Silvia Ziche og Corrado Mastantuono generelt er knyttet til gode og/eller sjove historier.

33: Pas på ryggen Sorteper! (4/79)
En samling Mickey-mysterier med mærkværdige deus ex machina-slutninger; bogen fungerer perfekt som en række eksempler på hvordan de kan være både pest og glæde. Mest ude i hampen er tomatmysteriet, som også er det mest spændende - en række fordele skyldes, at Fedtmule er vægtløs. Ingen dårlige historier per se, men bogens strukturelle kohæsivitet er vaklende, og en del af historierne mangler gnist. B-

34: Stålanden går i fælden! (1/80)
En af fordelene ved at bruge Anders' superheltealterego i løbet af en hel bog er, at vi har muligheden for ikke blot at se Anders i en mere bramfri og kreativ rolle, men også at vi ser Andeby i natlige omgivelser - og alle ændrer sig, når det er nat. Historierne er gennemført spændende læsning, og endnu bedre styres de af en mærkværdig, intern logik, der ikke er til at bide skeer med. Som kronen på værket er det hele plausibelt og styrket af en realisme uden lige: når Stålanden muligvis ikke eksisterer, er der meget stof til eftertanke. Under første læsning: "Go, go!" Under anden læsning: "Wow!" A-

38: Anders And kommer ovenpå (1/81)
Som titlen antyder, handler denne bog om at have optimisme i medgang og modgang, og om ikke at lade sig kue af dem, der vil en det værste. Titelhistorien kommer vidt omkring og har en masse gode moraler, men formår ikke at slutte bogen på en manér, der afspejler dens formål. Til gengæld ledes bogen virkelig godt for med en overdrevet dilemmahistorie om en byggedyst, og dusørjægerhistorien er spændende, trods nogle overraskende nok kaotiske episoder og en højrøvet og enormt arrogant beslutning fra Anders' side for at sætte en forsvarsløs ulveunge i bur. Kombineret med en pinlig mingvasefortælling og en opløftende hævnfabel får vi dermed en rodet bog med både højdepunkter og ærgrelser. Psykologirammen hjælper dog på det. B-

84: Tåge-fyrsten vender tilbage! (8/87)
Jeg sprang hele tiden over denne, når jeg kom forbi min reol - i det hele taget en bog næsten kun med Mickey- og Fedtmule-historier, når jeg ikke læste dem overhovedet, var ikke noget, der tiltalte mig synderligt. Men denne bog beviste for mig, at Mickey og Fedtmule kan være lige så gode hovedpersoner som andefamilien kan, og det i en storslået Ringenes Herre-homage som denne. Episk og fascinerende, trods det pompøse. Utroligst af alt passer den ene Anders-historie perfekt ind. A

91: Anders And i Seoul! (5/88)
En sjældenhed: her er et sci-fi-sportsdrama med referencer fra nær og fjern og det største persongalleri, man kan finde i en Jumbobogshistorie. Tegningerne er gribende, stemningen episk og bombastisk, og man får følelsen af at læse noget, der selvbevidst er på et helt andet niveau end en sædvanlig historie. Den anden historie i bogen fylder 8 sider ud af de 264, så det manglede også bare. Karakteren skyldes det massive stykke arbejde, der tydeligvis er blevet foretaget på at få alt til at være sammenhængende; man skal virkelig være i humør til at læse denne her, men hvor den så også belønner - der er store, nærmest David Lean'ske følelser on display. Kræs for elskere af genren. A

164: Storsvindlerne (2/95)
En noget rodet affære med en mindre god Mickey-historie og en småcorny arkæologihistorie, der dog har fine, men ikke så interessante tegninger. Imidlertid har den en opfindsom, ja, opfinderhistorie og en rigtig finurlig og sjov rejsehistorie med rangtematik, samt en af de sjoveste og mest geniale fortællinger i lang tid: Flemming Andersens tegninger i titelhistorien er hysterisk morsomme, og moralen deri er evigt gældende. Så længe man tror, at man er smart, findes der altid en, der er smartere. B

170: Zarens kurér (8/95)
Som titlen antyder, er dette en samling eventyr i alle former - sci-fi, historisk roman, adventure - derudover blandet med nogle komiske historier om musik (med god morale) og vampyrer (med fin makaber komik). Vildmule-historien er ikke fængende, men Jules Verne-parodien er virkelig gennemført og stilbevarende, og "Ulyxias lykkestjerne" er flot tegnet og vidnende om, at man aldrig er alene, og at man altid er nogens helt. Opløftende. A-

171: Anders slår tonen an... (9/95)
Ledes for med en historie af Rune T. Kidde, der er gennemført mytisk, underlig og morsom på samme tid. De sædvanlige historier får et snært af ældre roman, fængselsdrama og ny teknologi (akavet!), og der opstår en vis stilforvirring undervejs, der slutter sjovt, men også småtamt med et kærlighedsdrama à la old times - alligevel fænger historierne på deres helt egne måder, og som antologi er bogen vellykket. B+

172: Mærk verden, Anders! (10/95)
Fem historier, og deraf tre, der er helt fantastiske. Genfortællingen af Conan Doyles "The Lost World" er utrolig god, tegnet i billeder, der overlader meget til fantasien og alligevel er fuldendte i sig selv. Fortællingen i fortællingen over Molière er abnormt komisk, og den dramatiske familie-slash-adventure-fortælling med ingen ringere end Hexia de Trick (!!!) i hovedrollen er en perfekt afslutning. Få Jumbobøger er så karikerede og så bevidste om at de er en samling tegnede historier - billedkontrasterne er enorme, spændende fra det letsindige til det enigmatiske og egentlig småuhyggelige. Wow! A

175: 175 (1/96)
Fem historier igen, med to højdepunkter: den ene er adventure i bedste stil med kritik af forbrugerkultur og overdreven fænomendyrkelse, som kun Flemming Andersen kan gøre det, og den anden er et trekantsdrama med Mary, Joakim.. og Joakim igen, med en uventet dybde og en bjergtagende romantisk afslutning. To forbryderhistorier afslutter bogen på først gådefuld manér, og til sidst en god omgang superhelteslapstick. Tidsmaskinehistorien med Mickey og Fedtmule slår dog bogen en kende ud af kurs, og det omtalte kærlighedsdrama føles akavet i forhold til de andre fortællinger, men enhver romantiker bør unde sig at læse det. A-

182: Fortiden tur/retur (8/96)
En gribende bog. Fed tidsmaskinejoke: "Anders? Hvorfor kommer I ikke?" "Fordi du har købt nogle elendige lavprisbatterier, der ikke duer. Vi kan ikke starte, så jeg har sendt Rip til købmanden efter nye, men han åbner først om 75 millioner år!" Fed sitcomdialog: "Er han her? Så skal vi tapetsere om igen." "Dybt suk." Anden fed dialog fra samme sitcom, i nyfortælling: "Du elsker mig ikke, for du kan ikke elske. Men det skal du lære af mig!" "Nej, jeg elsker dig ikke, og du kan heller ikke lære mig det, for det er du ikke uddannet i og..." A-

276: Den forsvundne stumfilm (11/03)
Her lykkes det, i anledning af Mickeys 75-års-fødselsdag, at skabe en form for kontakt med læseren, og gudskelov er indtrykket ikke kun kommende fra én historie. Der er gods i både detektivhistorien og fodboldhistorien (som begge er rigtig fængende), og ind imellem får vi nogle guldkorn som fiskesitterhistorien (sic) og den dybt latterlige situation mellem Bjørnebanden og et lam (tegnet uimodståeligt af Silvia Ziche). Vi får ingen store åbenbaringer her ud over de store grin, men den er i det mindste en samling gode historier, så læs den. B+

350: Strandkaos (07/09)
Det starter så godt med titelhistorien: komediedrama i Sonderklasse med pengekamp, Hexia de Trick og uimodståeligt arrogant action. Onkel Joakim er pludselig Onkel Arnold. Men pludselig skal vi afbrydes af en småpinlig historie om en urtidsmand og en corny fortælling om pengetanksturisme - virkelig dårlig timing. De efterfølgende historier er ikke noget særligt, men de hæver niveauet og er værd at læse: Ståland-historien er deri den, der er mest uddateret, men, desværre kunne man mene, også mest kreativ med sit materiale. Dermed har vi en rodebunke, men bogen kunne have været langt værre. B-

366: Lækkert garn (10/10)
Åh Jesus. Man ved, at det er gået galt, når de første 100 sider er dedikeret til at vise hvilket problembarn teknologien har været for os, og hvordan de hænger på ufatteligt dumme gadgetjokes for at få os til at le, et eller andet. Historierne er ikke forfærdelige, når vi ser bort fra det, men de har ingen relevans. Tenorhistorien er opfindsom, men lider under fortællerens angst for at historien ikke kommer korrekt igennem, hvilket svarer til at blive distraheret af ungarske undertekster i Sommer i Tyrol. Den bedste historie er utvivlsomt 9. del i Joakims millionføljeton; de efterfølgende mangler tyngde (helt ærligt, en historie om en lænestol?) og kreativitet. Den afsluttende historie prøver dog virkelig hårdt, og man aner, hvad den kunne have blevet med mere medrivende tegninger. C